Nha Trang

Efter en fantastisk uge i Hoi An tog nattoget til Nha Trang, der er betegnet som Vietnams ferieby nummer et. Årsagen hertil skal dels findes i det varme klima og dels i at byen ligger ud til en 7 kilometer lang strand. Lad det dog være sagt med det samme - denne strand var langt fra lige så lækker som stranden i Hoi An; Det var bekvemmeligt, at den kun lå få hundrede meter fra hotellet, men i vandet var der en del affald som også var skyllet op på stranden og det er bare ikke særligt lækkert, at svømme rundt mellem plasticposer og tomme sodavandsflasker. 

Men Nha Trang var vores sidste stop før Ho Chi Minh City (Saigon), hvorfra vi flyver hjem den 15., så vi valgte at fortsætte den magelige stil fra den forgangne uge. :-)

Også på denne strand groede der kokospalmer, som kunne bruges til at søge dækning for den brændende sol. Skyggen fra palmerne kunne desuden bruges til at køle fødderne, for sandet var skolende varmt.

En kite-surfer lægger fra land.

Et af byens varetegn, som vi aldrig fandt ud af hvad var, men det var flot på promenaden.

 

Grundet den franske kolonitid ser vi fransk præg mange steder i Vietnam, specielt er de fantastisk gode til at lave baguettes, som til morgenmad kan fås med omelet. Men vi havde stadig lidt havregryn tilbage fra Kina, så for at det ikke skulle gå til spilde og fordi vi trængte til noget andet end baguettes, var det dejligt med en gang havregryn med mælk. :-)

Snorkeltur

Jeppe var ikke blevet træt af at glo på fisk og koralrev og Stine ville gerne snorkle, så vi drog afsted på en halv dags snorkeltur. 

Vandet var dejligt varmt, så det var ingen sag at svømme rundt i overfladen og se ned på de mange flotte fisk.

En dag efter aftensmad gik vi ud for at få et par drinks. Vi fandt stedet "Why Not?", men indså dog hurtigt at de ikke formåede at lave drinks, som vi kender dem, så det blev kun til en enkelt.

Mudderbad

Vi havde egentlig prøvet mudderbad i Taiwan, men vi var ret pjattede med det, så da vi så at det var en mulighed i Nha Trang slog vi til. Vi lejede en motorcykel, da det gav os en frihed til at køre hvornår vi ville. Det viste sig dog (igen), at vi ikke skulle finde den direkte vej til mudderbadet.. Vi havde et kort, der viste os vejen, men lige inden vi skulle dreje af kom der nogle skilte, der viste os en anden vej til mudderbadet og vi fulgte derfor skiltene. Vi kørte længe og måtte til sidst indse, at vi måtte have misset et af skiltene. Vi kørte tilbage og opdagede det skilt vi missede og efter endnu et par kilometer fandt vi mudderbadet. Det viste sig imidlertid, at der var mere end et sted, der tilbød mudderbad og at vi ikke var kommet til det vi først havde planer om, men det skulle vise sig, at dette sted langt fra skulle skuffe os..

Vi var ikke meget for det, men vi måtte lægge 600.000, for at få adgang til dette sted, som dog senere viste sig at være paradis på jord. Det skal dog lige siges, at 600.000 kun svarer til 150 kr. ;-)

Vi startede med at vi fik tildelt et badekar, som blev fyldt med varm mudder.  Her kunne vi sidde i 20 minutter og bare mærke hvordan vi blev yngre og yngre (man siger jo at man bliver yngre af at være i mudderbad).

Da vi var i Taiwan var der kun en lille spand med mudder, som vi kunne smøre på os. Her kunne vi bade i mudderet.

For at mudderet rigtig virker skal det tørre.

 

Hvis der er noget Jeppe elsker, så er det mangoer, så da han så at der groede store mangotræer over det hele, blev han helt vild. De var dog ikke modne endnu.

Efter at mudderet var vasket af kunne vi sidde i et vandfald - med varmt vand selvfølgelig. ;-)

Hvis der skulle være mere mudder tilbage kunne det blive spulet ud, dels i dette springvand, men også ved at gå igennem en grotte, hvor der sad dysser på hver side, som med hård kraft sprøjtede vandet afsted.

Til trods for at vi ikke have lavet andet end at slappe af og nyde live, skulle vi jo også have noget at spise..

Vi bestilte Cæsar-salat, Avokado-salat og hvidløgsstegte rejer. Mums.. :)

Mens der var tidsbegrænsning på hvor lang tid vi kunne være i mudder-området, så kunne vi tilbringe så længe vi orkede i resten af resortet, der havde to store pools, en mineralpool og endnu et vandfald.

Det var varmt at ligge i solen, men et hjalp ikke at hoppe i poolen, for vandet var varmt.

Efter 10 forsøg kom Stine endelig op og stå på hænder. :)

Sprallemand! 

Vandhund..

 

Klik på pilen for at se videoen

Så er vi klar til at gå hjem igen..

Alle gader er fyldt med små butikker i stueetagen, men uanset hvad der sælges i butikken, kan man sagtens gøre noget for at tjene en ekstra skilling. Der er derfor mange, der har en flaske med benzin til at stå foran butikken. På mange af scooterne virker hverken speedometer eller benzinmåler, så det kan være svært at vurdere hvornår man skal have fyldt op med benzin.

Fodbold

Jeppe havde længe snakket om, at han gerne ville se en lokal fodboldkamp, så vi slog til da vi fandt ud af at Nha Trang skulle spille på hjemmebane. Vi gav 100.000 (25,-) for to billetter, så det var lige til at overkomme. Men vi måtte ikke tage en vandflaske med ind, den skulle i stedet hældes op i en plasticpose med et sugerør i - tilsyneladende så flasken ikke ville kunne kastes ind på banene

 

Det var lidt svært at vurdere de to holds niveau, men man skal nok et par rækker ned i Danmark, for at finde hold på samme niveau. Dette ændrede dog ikke på, at det var en god kamp. Hjemmeholdet kom foran efter pausen, men med to hurtige scoringer vandt Hanoi kampen med 2-1.

Der kan tilsyneladende være 25.000 tilskuere på stadionet, men denne dag var der ikke flere end nogle få tusinde

Det går ikke stille for sig, når der er optræk til et mål. Uden at vi på nogen måde kunne forstå hvad der blev sagt/råbt, var det sjovt at se og høre. (Klik på pilen for at se videoen).

Hoi An

Vi har hørt en masse positiv om Hoi An, byen skulle ikke blot have en smuk strand, men selve byen skulle være så lille at alt er i gåafstand og centrum uden en masse larmende (dyttende) biler og motorcykler. Vi havde da heller ikke gået ned ad mange gader før vi blev forelskede i denne by, hvor blomsterne for nyligt var sprunget ud og pyntede i gaderne mellem de "skagensgule" huse. Stine blev også forelsket af en anden årsag, men den beskrives senere.. ;-)

Her sidder vi foran en lille restaurant, der ligger ned til floden, der løber ind gennem byen. Det er selvfølgelig en smootie af frisk mango, som Jeppe sidder og labber i sig. ;)

Skrædder

Hoi An, som også er kendt som skræddernes by var et af Stines højdepunkter på turen. Jeppe havde bestemt sig for at tage et dykkerkursus, mens vi var i byen, hvilket bestemt ikke gjorde Stine noget, da det bare gav hende endnu mere tid til at shoppe.

Man siger, at der findes en skrædderbutik for hver tyvende indbygger i byen, hvilket betyder flere hundrede små og store butikker. Det er derfor næsten umuligt at købe almindeligt tøj her, alt bliver skrædderlavet fra dag til dag. Det har været en sjov oplevelse at prøve, at få alt målt op samt se hvordan sælgerne fedter rundt om dig, der er ikke det de ikke kan sy og ikke det de ikke kan lave. Mens man sidder og forhandler priser bliver man tilbud vand og friskpresset juice. Billige salgstriks, men alligevel en fed oplevelse at blive behandlet som var man ”kendt”.   

Første stop var en skomager, der fluks målte op til et par sandaler. 125 kroner og så kunne de afhentes/prøves dagen efter..

 Næste stop var en lille butik, hvor der blev målt op til kjoler og nederdele til Stine og skjorter til Jeppe. Når nu man kan få en skræddersyet skjorte til 75 kroner, er det svært at sige nej. Men selvfølgelig skulle Stine have DEN kjole, som hun havde et billede af på sit USB-stik, så op på scooteren og over til en internet-cafe, hvor billedet kunne printes.

 Så blev der målt op igen. Endnu en kjole, kunne der vist godt presse ned i kufferten. Alternativ kan noget af Jeppes tøj altid doneres til nogle mennesker i Vietnam, som helt sikkert får gavn af det...

Da vi så kvaliteten i denne butik, blev vi fristet til at købe lidt mere. Jeppe fik lavet et par skjorter, et jakkesæt, nogle veste og slips..

 

Hvis man bliver målt op og vælger stof og farve sidst på eftermiddagen, kan det være klar til første prøvning næste morgen. Man skulle derfor tro, at skrædderne arbejder på moderne symaskiner, så de kan få noget for hånden. Men faktum er, at de virkelig får noget for hånden, men at symaskinerne er nogle der blev kasseret i Danmark i 70'erne. Normalt arbejder de i treholdsskift, så maskinerne kan køre uden afbrydelser og dermed tilfredsstille os utålmodige turister. :)

Damerne i butikkerne gjorde alt for charmere og komme med komplimenter til os. De havde heldigvis et fornuftigt engelsk, så de kunne godt forstå når vi lavede sjov.

 

Skrædderne var blevet sat i arbejde og vi fandt ud af, at vi på hotellet kunne låne cykler, så vi skulle selvfølgelig en tur på stranden, der lå 4 kilometer fra centrum af byen. 

 

Rishøstning

Allerede da vi gik rundt i markerne i Sapa talte Jeppe (han er vel lidt bondemand inderst inde) om han godt kunne tænke sig at se når rismarkerne skulle høstes og han var overbevidst om, at de ville være klar til det, når vi kom til Sydvietnam. Stine var dog lidt skeptisk mht. om vi ville være så heldige at komme forbi en mark, hvor de netop høstede. Men det gik ikke værre eller bedre end at den første dag vi skulle til stranden i Hoi An glemte vi at dreje af på et tidspunkt, hvilket førte os på en kæmpe omvej langt ud på landet. Men så skete det aldeles heldige, at vi kom lige forbi en rismark, hvor der blev høstet netop den dag.

Først så vi resultatet af høsten. Overalt i byen - i haver, indkørsler, på fortorvet, ja sågar et godt stykke ud på vejen blev risene tørret i solen.

Det er lidt misvisende at vise denne høst-maskine, for langt de fleste høster deres ris med håndkraft. Men nogle er så priviligerede, at de kan få det gjort med denne tærsker.

Umiddelbart er risene grønne, hvilket med al sandsynlighed skyldes, at de ikke bliver sprøjtet ned. De mest modne ris bliver dog slået af og samlet i en sæk, mens resten bliver siddende på strået, der tørrer på marken i nogle dage inden de bliver samlet sammen med håndkraft og slået af med en maskine.

Lige et par billeder mere til vores fædre og onkler.. :-)

Hoi An Beach

Efter en ”mindre” omvej ankom vi til Hoi An Beach, en fantastisk palmestrand, en af de flotteste vi har set på turen. Sandet var så varmt, at det nærmest var umuligt at gå i, i bare tæer og når man lå på håndklædet i sandet skulle man sørge for ikke at få arme og ben udenfor ellers blev man straffet af det glo-hede sand. Efter en times tid i solen bestemte vi os for at liste ind i skyggen for at nyde en frisk kokosnød og en cola. Hverken Stine eller Jeppe er særligt vilde med kokos, men det skulle prøves nu omgivelserne var til det. :-)

Efter en halv dag på stranden, gik turen atter tilbage til skrædderen, der nu havde det meste af tøjet klar. Det skulle nu passes til, så det kunne komme til at sidde helt perfekt.

Hjemme på hotellet fik vi maden bragt op på værelset, og Stine afprøvede sin nye morgenkåbe, der kostede den svimlende sum af 45 kroner!

Note til Per B.: Denne aften spiste vi Spaghetti og kødsovs og stegte ris med løg og tomat. :)

En gang imellem trænger vi bare til noget mad som vi kender. Vi har flere steder fundet mariekiks og saltstænger.

Dykker-eventyr

Jeppe havde længe gået og leget med tanken om at tage dykkercertifikat og havde besluttet sig for, at Hoi An skulle være stedet. Et af dykkerfirmaerne havde fået gode anmeldelser, så inden længe var han tilbage på skolebænken igen. Den første dag gik nemlig først med teori og derefter det første dyk i en swimming pool. Det var lidt sjovt at tage alt dykker-udstyret på midt på et stort ferie-resort og derefter kravle ned i poolen. Det var dog en fin måde at vænne sig til udstyret og at få en fornemmelse af at trække vejret under vandet.

Dagen efter var det virkelighed og jeg skulle ud og dykke i havet. På vej til dykkerstedet skulle skibets kaptajn dog lige ofre nogle frugter og noget bestemt farvet papir, da det var en bestemt dag i måne-kalenderen, som vietnameserne bruger til religiøse formål. Vi satsede alle på, at det ville bringe os sikkert frem og tilbage igen.

En times tid før det første dyk mødte jeg de to personer, jeg skulle dykke med. En franskmand og en russer, der kunne tale dansk fordi hun har boet i Danmark i et halvt år. De var også i gang med at tage kurset, så vi var alle på lige fod. Vores instruktør, Rafael fra Spanien, gennemgik de øvelser vi skulle lave under det første dyk. Det var bl.a. at vi skulle fylde vand i masken og blæse det ud igen. Vi skulle også tage mundstykket med lufttilførelsen ud, tage det i igen og blæse det fri for vand - alt sammen på 5-7 meters dybde.

Det var rigtig spændende og en helt igennem fantastisk fornemmelse at flyde vægtløs rundt under vandoverfladen. Det krævede lidt øvelse at kontrollere flydeevnen, da den indåndede luft i lungerne let får een til at stige, men efter lidt tid kunne vi alle svømme tæt på bunden og tæt på korallerne der fandtes i mange farver. 

Herunder er billeder af noget af det vi kunne se. Billederne er tyv-stjålet fra et andet sted på nettet, men vi havde ikke noget kamera med..

Efter det første dyk sejlede vi en times tid og havde vores andet dyk, hvor vi øvede nogle andre ting. Blandt andet at tage masken helt af under vandet. Efter dette dyk sejlede vi ind til denne lækre strand, hvor der var frokost og afslapning på stranden. Jeg benyttede dog tiden til at lave den teoretiske test, som mest skal give instruktøren en ide om, om man har forstået noget.

My Son

I mange år var det midterste af Vietnam styret af Champa kongeriet. Dette kongerige byggede My Son (betyder det smukke bjerg) som begravelsesplads. Det har været et imponerende tempelkompleks, som i dag desværre ikke er det samme. Under Vietnamkrigen brugte amerikanerne området som "free fire zone", altså et sted hvor bombeflyene kunne tømme flyene for overskydende bomber.

Vi blev hentet kl. 5, så vi var tidligt ude af sengen denne dag. Men så fik vi også en smuk solopgang at se og vi undgik den værste varme, som er helt ulidelig inde i landet, midt på dagen.

Der var stadig dug på græsset og træerne..

Wauw, en lækker sag, i sine nye bukser..

Trods bombningerne var det et imponerende syn at se de 1400 år gamle bygninger.

'

Det er altså længe siden, at vi har været oppe SÅ tidligt..

Imponerende udsmykninger i de gamle bygninger.

Noget af det der er specielt ved My Son, er at ingen ved hvordan templerne blev bygget, eller rettere sagt hvorfor de stadig står. Stenene er nemlig ikke sat sammen med cement, og teorierne er mange. Bl.a. mener nogle at man brugte harpiks, mens andre mener at der ligger nogle ånder under gulvet, der holder bygningerne sammen.

På billedet herunder ses det gamle og oprindelige byggeri til højre, mens en ny mur blev bygget for 40 år siden. Det er tydeligt at se hvordan den nye mur allerede er begyndt at få i stykker og i miste farven..

En ægte Champa-kriger. ;-)

Tilbage i Hoi An kan man se blomsterne der hænger på de flotte huse.

Endnu en dag på kontoret.. Vores største bekymring (efter at tøjet er blevet færdigt) er om vi bliver forbrændte af at ligge i solen.. ;-)

En rar gammel dame, der forsøger at sælge os frugter eller solcreme. Det var svært ikke at få lidt ondt af hende, men vi var samtidig også trætte af, at vi blev forstyrret hvert femte minut, så vi ville ikke støtte dem, da det på ingen måder vil få dem til at holde op. Basta.

En lille abe på vej op i palmen efter en kokos.. :)