Rejsen so far.

Vi har opdateret vores kort. Klik på nedenstående link, der åbnes i et nyt vindue. Zoom ind på New Zealand. Dråberne viser hvor vi har overnattet.

Kort der viser rejsen indtil videre

Kauri-træer og Kiwi-spotting

Efter en træsort, der vokser i Nordamerika er Kauri-træerne betegnet som verdens største træsort. Disse enorme træer har gennem tiden været brugt til utallige formål, såsom huse, broer, støbeforme osv. Årsagen til træets anvendelighed skal, foruden størrelsen, findes i at tømmeret ikke indeholder knaster, at stammen er meget lige og at træet er utroligt stærkt. Som det gerne går med eftertragtet naturressourcer, er også disse træer ved at nå et antal, der er kritisk for artens overlevelse. Der gøres derfor en stor indsats for at bevare disse kæmper.

Som det er tilfældet med Kauri-træet, er også den lille Kiwi-fugl ved at uddø. OBS: Kiwi er navnet på en lille fugl med langt næb, der ikke kan flyve og er halv-blind. Men navnet dækker også den lille ovale frugt. Forvirringen bliver total fordi New Zealænderne også kalder sig selv for Kiwi’er.

Men vi camperede tæt på et af de steder, hvor der stadig er Kiwi’er (fuglen) tilbage. Da mørket havde sænket sig, begav vi os ud for at lede efter den lille fugl. Lommelygten var pakket ind i rødt cellofan for at skåne Kiwiens øjne. Det var lidt uhyggeligt at vandre rundt i den sorte skov sent om aftenen og vi fandt desværre ikke nogle Kiwi’er. :-)

 Dagen efter kørte vi 45 min syd for Dargaville, hvor vi tog på Kauri-museum. Museet havde verdens største rav-samling og udover at fortælle en masse om træernes rolle i nybyggernes liv og op gennem tiden, kunne man også se, hvordan de havde bygget savværker som kunne håndtere de store træer. Og sidst men ikke mindst havde de også en pænt prangende motorsawsudstilling.

Her ses verdens ældste og største Kauri-træ, der antages at være 2000 år gammelt. Stammen er 13,8 meter i omkreds, mens hele træet er 51,5 meter højt. Det var rent tilfældig at vi lige kom forbi det på vej til vores campingplads, men det gjorde ikke oplevelsen mindre fantastisk.

Jeppe prøver at kramme træet for at give en ide om, hvor store de er.

Omkring de enorme kauri-træer vokser disse fine små mos-planter, som vi også fandt et foto værdigt.

Det er ikke hver dag at man finder et træ, som man kan åbne når man gå tur i skoven, så Stine er meget nysgerrig. 

Mønstret bark.

 Er du gal en ravsamling.

Her vises en model at en dæmning som nybyggerne i sin tid havde lavet for ved hjælp af vand kunne de transporterer de store træer ned fra bjergene via floderne.

 Træerne var så ufatteligt store, og selvom vi har prøvet at vise en målestok, er det stadig svært at vise på billederne.

 For at fælde et stort træ er man også nød til at have en stor motorsav.

 

 

Afslapning

Vi er ved at glæde os til at Jeppes forældre kommer herned, men vi ved også, at vi får et stramt program, fordi vi skal nå at se rigtig meget, når de kommer. Da vi samtidig var et par dage før tidsplanen tog vi en ekstra dag på to campingpladser for ikke at skulle tidligt op og pakke bilen sammen for at køre videre.

Det ene sted lavede vi lækker aftensmad, der var en dejlig afveksling. Vi havde dagen før været heldige og havde fundet rigtige ”danske” grillpølser, så de blev nydt, men vi blev enige om kun at spise halvdelen så vi kunne grille den næste aften. Det var en af de bedre DOC pladser, som havde fælles køleskab så Jeppe skrev på pakken, at det var vores, men der han næste dag kom forventningsfuldt for at hente grillpølserne, opdagede han til sin skuffelse at ”den der gemmer til natten, gemmer til katten”. Altså var de pist væk. Om det skylles, at DOC manden ikke kunne læse Jeppes håndskrift eller om han bare tænkte, at dem kunne han da godt lige guffe til frokost vides ikke. Men skuffede var vi da den igen stod på pasta og pesto.

   

 

Det andet sted vi overnattede en ekstra nat havde en vidunderlig strand. En ting var synet der mødte os, da gik ned til stranden. Noget andet var følelsen af at stå i vand til navlen og kunne se ens fødder helt klart!

Efter et par dages afslapning er vi klar til at køre tilbage til Auckland, hvor vi skal ”sove én gang mere” før Jeppes forældre ankommer. Vi glæder os til at se dem, men også til at vise dem dette fantastiske land.

Camping og Cap Rienga

Endnu en lækker campingplads

Alternativet til at køre i vores fine lejet bil var at køre i bus. Vi har dog gentagne gange bekræftet hinanden i, at vi gjorde det rigtige, da vi valgte bilen frem for bussen. Vi får muligheden for at overnatte så skønne steder, hvorimod vi ellers ville have sovet på hostel.

Hvor den forrige campingplads var fantastisk, var denne mindst ligeså perfekt. Her var stranden i top, med det dejligste sand og det klareste vand.

Da Stine skulle nu og poserer i bølgerne lykkedes det hende at komme lidt for tæt på. - Og så er der kun en ting at gøre - LØB for livet :)

Cap Rienga

For knap fjorten dage siden stod vi ved et lignende skilt. Den gang hed byen Bluff og var NZ’s sydligste punkt. Denne gang befinder vi os på Cap Rienga, som er NZ’s nordligste punkt.

Det sjove ved dette punkt er, at der sker det samme som på Als Odde, eller Skagen for den sags skyld, nemlig at to vande mødes. Her er det dog hverken Mariager Fjord og Kattegat eller Kattegat og Skagerrak, men derimod det Tasmanske hav og Stillehavet. I vildt vejr kan bølgerne, efter sigende, sprøjte ti meter op i luften, når de to gigantiske have støder sammen.

 

For et par uger siden lå vi et lignede billede op, dette var dog fra sydøens sydligste punkt, hvor vi nu er på Nordøens nordligste punkt.

Her ses, hvordan de to have mødes.

Stine har lige lånt Jeppes solbriller i dagens anledning. Det er altid godt med gaver, som man også selv kan bruge:)

Hundertwassers toiletter

Den østriske kunstner Hunderwasser har designet disse toiletter, der flere gange har vundet prisen for at være de reneste, morsomste og bedste toiletter. Vi blev begge enige om, at det var fantastisk med kunst, der for alvor var brugbart. :-)

Efter toiletbesøget var vi heldige at se et gammelt damplogomotiv, der trillede igennem byen.

Lækker campingplads

Som vi tidligere har beskrevet findes her en lang række DOC-campingpladser. De administreres af Department of Conservation, der er den New Zealandske pendant til Skov og Naturstyrelsen. Nogle af pladserne er gratis og ganske primitive, mens andre koster 5-10 dollars, men har til gengæld bedre faciliteter som koldt brusebad.  

Denne DOC-plads havde ikke bare fine toiletforhold og badeforhold, men var samtidig placeret i fantastiske naturomgivelser. Køerne græssede få meter fra, hvor vi camperede i bilen og en badestrand var hundrede meter væk. På vores aftentur gik vi op på en bakke, hvorfra udsynet var vidunderligt.

Så bliver der lavet brikse-mad.

Vegetar bikse-maden var et hit, Dog er Stines fars biksemad stadig at foretrække.

Det ses tydeligt at de New Zealandske sandfluer er helt vilde med Jeppes ben, hvilket Stine værdsætter meget, da hun næsten går fri.

Udsigten fra campingpladsen, hvor vi sov.

Aften-gåtur

Sorte strande

Vi har tidligere i Australien set kridt hvidt sand, som var fascinerende og smukt, men Nord for Auckland findes strande med sort sand. Inden vi kom frem var vi lidt skeptiske og forventede egentlig blot at se beskidt strandsand. Vi blev derfor en smule overrasket, da store sorte sandbanker kom til syne. Det var lidt surrealistisk og det lignede tørt jord, men ikke desto mindre var det sand.

Med til denne historie hører også, at vi kørte i flere timer for at finde stranden. Det resulterede i, at vi måtte ændre vores destination for natten et par gange, og da vi endelig nåede frem, var der sat en bom for. Vi måtte derfor køre lidt rundt og fandt endelig et skilt, der viste os frem til en form for Bed & Breakfast, men hvor vi også havde mulighed for at sove i vores bil. Efter endnu en dag i bilen var vi godt trætte.

Vi gjorde stop for at strække benene og nyde den smukke solnedgang.

Bedst som man troede man var i sikkerhed efter at have forladt Australiens vilde og giftige dyr og Christchurchs jordskælv stødte vi ind i følgende to skilte. Først en advarsel om livsfarlig Quicksand og bagefter så vi diverse skilte med Tsunami evakueringsplaner. Det er bare ingen skønne sikre steder i verden udover Danmark:)