Christchurch

Landets anden største by og kendt som ”Parkernes by”. Vi brugte byen som et stop-over, dels for at indstille os på tre timers tids-difference fra Melbourne, så vi nu er 12 timer foran DK, men også for at finde ud af, hvordan turen rundt i NZ skulle foregå. Vi valgte at leje en lille bil, som vi skulle hente et par dage senere.

Allerede første dag mærkede vi den mærkelige stemning, der var i byen. Da vi gik mod det nærmeste supermarked, var det som at gå i en spøgelsesby. Vi mødte ikke mange mennesker på vejene og prøvede at gætte årsagen. Da vi kom til kassen i supermarkedet, gik det op for os hvad årsagen var. Kassedamen spurgte entusiastisk hvor vi var fra, hvorefter hun begejstret sagde, at det var dejligt at se turister, da langt de fleste havde forladt byen efter jordskælv omkring jul og nytår.

Det viste sig, at vi var ankommet i jordskælvssæsonen. Hvilket vi også fik at mærke under vores korte ophold i byen.

Allerede den første morgen, inden vi var kommet ud af sengen, begyndte bygningen at ryste. Det følges som at ligge i en køjeseng, der bliver rusket. Vi boede på fjerde sal, men bygningen var fra 1990, jordskælvssikret og tjekket for nylig. Skælvet blev målt til 4,8, hvilket var et gennemsnits-skælv, dog blev vi alligevel lidt ”rystet”. Det at bygningen var jordskælvssikret var måske også årsagen til at skælvet følte endnu værre for os end det var, da bygningen var lavet til at kunne sveje. Det der skræmte os mest var, at man ikke viste, hvor lang tid sådan et skælv ville varer og hvor voldsomt det ville blive. Det var heldigvis hurtigt over og der er tilsyneladende ikke noget at gøre, når det sker. Man kan dog vælge at lægge sig under sengen eller skrivebordet, hvis man vilJ

En ”oplevelse” rigere måtte vi ud og have styr på en masse praktisk, som et New Zealandsk sim-kort, så vi havde telefonforbindelse. Før aftensmad gik vi rundt i byens botaniske have, der var meget flot. Men samtidig var flere af træerne bekendte. Vi så kastanjetræer, blodbøg og egetræer og følte os pludselig hjemme. :) Et sted Stine også var meget glad for, mens vi var der, da det var forholdsvist jordskælvssikret.

I har sikkert hørt om jordskælv i Christchurch for byen blev 22. februar sidste år ramt af et stort skælv på ca. 8,6 på Ritcher-skalaen. 181 blev dræbt og hele byen-midten blev skadet.

Vi gik en aftentur omkring by-midten, for at få en fornemmelse af jordskælvets omfang. Det hele blev noget mere alvorligt og vi følte at vi gik midt i en krigs-zone. Der var helt stille, og afspærringer omkring alle de usikre bygninger. Det var et sørgeligt syn og vi var glade for, at vi kun havde et par dage tilbage i byen.

Den sidste aften omkring Kl. 19.30, mens vi sad og skrev denne blog, kom der endnu et skælv. Mindre end det første, men vi var ikke i tvivl om, hvad det var vi oplevede, vi kunne dog kun stå og kigge på hinanden og vente til, at det gik over.

Om natten Kl. 1.32 var den gal igen. Vi blev begge vækket af hele rummet rystede og svejede samt dørene klappede. Dette skælv var både kraftigere og længere end det første (5,3), denne gang føltes det dog ikke så slemt for os, vi ved ikke helt om det var, fordi vi var søvnige efter at være blevet vækket eller om det var, fordi vi allerede så småt var begyndt at vænne os til det. Om morgen inden vi tog af sted mødte vi et dansk par i receptionen. Nattens skælv var deres første og det var tydeligt, at de var meget mærket af det.

Det virker som man hurtigt vænner sig til skælvene og det er nok også derfor så mange mennesker stadig bor i Christchurch, det skal dog siges, at det er noget vi aldrig vil vænne os helt til og at vi var meget glade, da vi endelig fik vores bil, så vi kunne køre sydpå.  

NZ rammes af 10.000 skælv om året, men langt de fleste ikke kan mærkes.

Vores værelse EFTER jordskælvet jordskælvet.

Vores værelse før jordskælvet,  så nu ikke meget anerledes nu:) Eftersom vi var ved at rydde op i vores tasker.

Stine i Botanisk have, hvor vi sidder og planlægger ruten videre. 

Her går nogle af træerne helt ned til jorden.

Stines synes hun har fået alt for lidt blomster efter vi har forladt Danmark så Jeppe er lige ved at plukke en rigtig fin rose til hende. 

Lige et billede af Farmors Gunnera, gad vide om Stines mors kan blive lige så stor.

Det kan godt være at Australien havde sorte svaner, men her i NZ har ænderne ingen hoveder:)

En af afspærringerne af by-midten. Det er svært at se på billede men hvis man kigger godt efter kan man se en kolapset bygning i midten af billedet. 

Byens katedral blev også hårdt ramt i feb. 2011.

Rundt om i byen fandt man mange af disse tomme grunde, som vidner om at mange huse er blevet revet ned efter skælvet, fordi de var blevet beskadet så meget at de var for farlige at bo i.