Milford Sound

På vej op til Milford Sound gjorde vi stop i byen Te Anau, for at købe mad til de næste dage, da der ingen indkøbsmuligheder er. Uden kølemuligheder måtte vi planlægge nøje, hvad der skulle købes.

Kort efter at vi havde forladt Te Anau, begyndte bjergene at vise sig. Efter sigende er dette område det ypperste, NZ har at byde på, så vi ser forventningsfyldte frem mod kajaktur og vandreture.

Vi kom så højt op, at der var sne på bjergene

 Lake Mirror - spejlblank sø, hvor man tydeligt kun se ned på bunden.

Jeppe viser stolt sneen frem.

 Campingpladsen, hvor vi sov natten før vi skulle på kajaktur.

Kajaktur i Milford Sound
Iført ski-undertøj, fleecetrøje, regnjakke og myggespray sejlede vi af sted i kajakkerne. Vandet var så klart, at man mange steder kunne følge med i hvad der skete på bunden af fjorden, men mest spektakulært var det der skete over vandoverfalden. Da bjergene er skabt af gletsjere er de stejle, næsten lodrette og det giver derfor mulighed for at sejle helt hen til bjergskråningen.

Vi så hverken hajer eller hvaler på turen, men derimod søløver, der lå og solede sig og gjorde pelsen klar til endnu et dyk.

Med 250 årlige regndage og et samlet regnfald på 10 meter (!), var det ikke noget under, at det meste af turen bød på silende regn. Men disse bjerge skulle være smukkest i regnvejr, da det skaber en masse tilfældige vandfald, som er meget fascinerende. Mod turens afslutning kiggede solen dog frem og satte punktum for en fantastisk tur.

Man siger gerne, at en kajak/kanotur er den ultimative test for et parforhold. Som det ses på mange af billederne er Stine i fuld sving med at padle, mens Jeppe sad bag ved hende og tog billeder og nød naturen. Men da Stine jo ikke kunne se dette, endte det i fred og fordragelighed uden af kajakken tippede. ;-)

 Så er vi klar.

Det er værd at bemærke den lille fætter i baggrunden. 

Dette store vandfald er energikilden til husene i Milford Sound (by).

 

Vandretur i Milford Sound

Vi har længe glædet os til at skulle ud og vandre i den fantastiske natur. Den ultimative tur (eftersigende verdens flotteste) hedder Milford Trek. En tur på 4-5 dage, som koster 5.000 og har været udsolgt indtil april siden september sidste år! Vi valgte derfor en kortere rute på tre timer. Vi havde ikke de store forventninger, men vandfald, stenbrud, regnskov og en fantastisk sø udgjorde omgivelserne. Det ikke klatring, men mange steder kunne det godt minde om det. Vi holdte en lang pause ved søen, men vi brugte alligevel 4,5 timer på turen, hvor 2/3 af tiden blev brugt på vej op, hvilket også vidner om stigningen.

Jeppe havde spillet lidt smart på vej hen til parkeringspladsen, hvor vandreturen startede. Han mente at når først vi havde fået en eftermiddags-snack og var klar til at gå, ville regnvejret holde op. Og ganske rigtigt – det regnede ikke i 4,5 time og solen kiggede endda frem! ;)

Efter en dag hvor vi havde brugt både arme og ben fandt vi et fantastisk sted at slå lejer for natten. Igen et ganske primitivt sted, men udsigten var bestemt alt andet end primitiv!

Det regnede hele natten, men selvom alt var fugtigt og sandfluer bed kunne det blev det ligegyldigt, når man kan vågne op til sådan en udsigt! ;-)

Stine på en meget gyngende hængebro.

 

 Regnskoven var utrolig flot når solens stråler nåede gennem træerne.

Jeppe står fascineret og kigger på floden bruse med al sin kraft.

 

 Stine sidder lige og nyder stilheden og udsigten over Lake Marian.

 

 Når der regner kraftigt eller sneen fra bjergene begrynder at smelte i foråret omdannes denne grus kløft til en flod som længere nede ad bjerget munder ud i en anden stor fjord. Lidt speciel oplevelse at stå midt i en udtørret flod.

 

 Udsigten fra vores bil, der hvor vi skulle sove efter vandreturen.