Kauri-træer og Kiwi-spotting

Efter en træsort, der vokser i Nordamerika er Kauri-træerne betegnet som verdens største træsort. Disse enorme træer har gennem tiden været brugt til utallige formål, såsom huse, broer, støbeforme osv. Årsagen til træets anvendelighed skal, foruden størrelsen, findes i at tømmeret ikke indeholder knaster, at stammen er meget lige og at træet er utroligt stærkt. Som det gerne går med eftertragtet naturressourcer, er også disse træer ved at nå et antal, der er kritisk for artens overlevelse. Der gøres derfor en stor indsats for at bevare disse kæmper.

Som det er tilfældet med Kauri-træet, er også den lille Kiwi-fugl ved at uddø. OBS: Kiwi er navnet på en lille fugl med langt næb, der ikke kan flyve og er halv-blind. Men navnet dækker også den lille ovale frugt. Forvirringen bliver total fordi New Zealænderne også kalder sig selv for Kiwi’er.

Men vi camperede tæt på et af de steder, hvor der stadig er Kiwi’er (fuglen) tilbage. Da mørket havde sænket sig, begav vi os ud for at lede efter den lille fugl. Lommelygten var pakket ind i rødt cellofan for at skåne Kiwiens øjne. Det var lidt uhyggeligt at vandre rundt i den sorte skov sent om aftenen og vi fandt desværre ikke nogle Kiwi’er. :-)

 Dagen efter kørte vi 45 min syd for Dargaville, hvor vi tog på Kauri-museum. Museet havde verdens største rav-samling og udover at fortælle en masse om træernes rolle i nybyggernes liv og op gennem tiden, kunne man også se, hvordan de havde bygget savværker som kunne håndtere de store træer. Og sidst men ikke mindst havde de også en pænt prangende motorsawsudstilling.

Her ses verdens ældste og største Kauri-træ, der antages at være 2000 år gammelt. Stammen er 13,8 meter i omkreds, mens hele træet er 51,5 meter højt. Det var rent tilfældig at vi lige kom forbi det på vej til vores campingplads, men det gjorde ikke oplevelsen mindre fantastisk.

Jeppe prøver at kramme træet for at give en ide om, hvor store de er.

Omkring de enorme kauri-træer vokser disse fine små mos-planter, som vi også fandt et foto værdigt.

Det er ikke hver dag at man finder et træ, som man kan åbne når man gå tur i skoven, så Stine er meget nysgerrig. 

Mønstret bark.

 Er du gal en ravsamling.

Her vises en model at en dæmning som nybyggerne i sin tid havde lavet for ved hjælp af vand kunne de transporterer de store træer ned fra bjergene via floderne.

 Træerne var så ufatteligt store, og selvom vi har prøvet at vise en målestok, er det stadig svært at vise på billederne.

 For at fælde et stort træ er man også nød til at have en stor motorsav.

 

 

Afslapning

Vi er ved at glæde os til at Jeppes forældre kommer herned, men vi ved også, at vi får et stramt program, fordi vi skal nå at se rigtig meget, når de kommer. Da vi samtidig var et par dage før tidsplanen tog vi en ekstra dag på to campingpladser for ikke at skulle tidligt op og pakke bilen sammen for at køre videre.

Det ene sted lavede vi lækker aftensmad, der var en dejlig afveksling. Vi havde dagen før været heldige og havde fundet rigtige ”danske” grillpølser, så de blev nydt, men vi blev enige om kun at spise halvdelen så vi kunne grille den næste aften. Det var en af de bedre DOC pladser, som havde fælles køleskab så Jeppe skrev på pakken, at det var vores, men der han næste dag kom forventningsfuldt for at hente grillpølserne, opdagede han til sin skuffelse at ”den der gemmer til natten, gemmer til katten”. Altså var de pist væk. Om det skylles, at DOC manden ikke kunne læse Jeppes håndskrift eller om han bare tænkte, at dem kunne han da godt lige guffe til frokost vides ikke. Men skuffede var vi da den igen stod på pasta og pesto.

   

 

Det andet sted vi overnattede en ekstra nat havde en vidunderlig strand. En ting var synet der mødte os, da gik ned til stranden. Noget andet var følelsen af at stå i vand til navlen og kunne se ens fødder helt klart!

Efter et par dages afslapning er vi klar til at køre tilbage til Auckland, hvor vi skal ”sove én gang mere” før Jeppes forældre ankommer. Vi glæder os til at se dem, men også til at vise dem dette fantastiske land.