Efter endnu en lang
togtur ankom vi til Shanghai, der er Kinas største by og økonomiske centrum. Vi
kunne ud fra programmet læse, at vi ville få en del fritid, hvilket var en
indikation af at der umiddelbart ikke er så meget at se i byen. Ricki tog os
med rundt i den centrale del af byen, “The Bund”. The Bund er en gade ud mod
floden, der deler byen, som består af 52 gamle bygninger i meget forskellige
byggestile. Som den absolutte kontrast kunne vi se på modsatte side af floden,
hvor den ene skyskraber overskyggede den anden. For tyve år siden, var der
intet og i dag er der flere hundrede skyskrabere – blandt andet en af verdens
højeste.
Også munke havde fundet vej til Shanghai by-centrum denne dag. :)
Noget af det
Shanghai er bedst kendt for er byens akrobatik-show, hvor akrobater udfører
tricks der får danske cirkuser til at blegne. Ricki havde derfor reserveret
pladser til et show, som skulle vise sig at tage pusten fra os alle. Drenge der
svinger fra det ene tov til det andet, andre drenge kaster sig igennem
hulahopringe. Piger der stabler 7 stole ovenpå et klaver og står på hænder på
dem, andre piger står på en arm eller svinger 15 hulahopringe omkring sig! Hvis
der var nogle der stadig ikke var helt imponerede, sluttede de af med en
dødsdrom hvor de startede med een motorcykel, men inden længe kørte fire
motorcykler inde i kuglen. For at det ikke skal være løgn kom også en femte
motorcykel ind, og de kørte på kryds og tværs. Det var absolut en stor
oplevelse.
I Shanghai blev vi
lidt sløje, så vi tog en dag hjemme på hotellet, men de andre kunne berette, at
vi ikke gik glip af noget, så vi ville hellere forsøge at blive raske, så vi
kunne være klar til Beijing og Den Kinesiske Mur.
Bemærk stængerne med vasketøj der hænger ud fra husene - en smart måde at tørre tøj på. :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar