Inden vi havde set os om, var de godt 2 uger med Ole og Anne Grethe gået og vi var tilbage i Christchurch, hvor vores New Zealand-eventyr startede. Vi gik en rundtur i byens centrum, der blev ødelagt af et stort jordskælv for et års tid siden, som vi tidligere har beskrevet. Vi kunne denne gang se, at genopbygningsarbejdet var påbegyndt og eksempelvis den katedral, der tidligere var byens varetegn er man begyndt at pille ned og omhyggeligt nummerere og lægge i kasser, så den kan blive gendannet på samme sted, dog på et jordskælvssikret fundament.
Det blev samtidig også dagen, hvor vi skulle sige farvel til autocamperen, som vi var gået hen og var blevet ret glad for, selvom den var et ordentligt skrummel. Ole og Anne Grethe tjekkede ind på et motel nær lufthavnen, da de først skulle flyve et par dage senere, og dermed havde mulighed for at opleve Christchurch på egen hånd.
Vi skulle flyve fra Christchurch kl. 01.20, så der var masser af tid til at hygge inden vi skulle sige farvel. Vi fik anbefalet en "Klub" - ikke i den forstand som vi kender dem i Danmark, men i samme forstand som den klub vi besøgte med Erling i Sydney - altså et sted hvor man blandt andet kan spise.
Der var en lækker buffet og vi må sige, at vores sidste måltid i New Zealand var ganske udmærket.
Flyvningen fra Christichurch til Taipei gik upåklageligt og vi var spændte på at starte endnu et kapitel i vores fantastiske rejse. Denne gang til noget helt andet, for selvom der er store forskelle på Australien og New Zealand, var kulturen ikke så anderledes ift. hvad vi kender fra Europa. Det må vi derimod sige, at den er i Asien og vi glæder os enormt til, at tilbringe de næste 3-4 måneder her.
Vi havde fået kontakt til nogle unge Taiwanesere i håb om at de ville vise os andet end de gængse turistattraktioner, som vi sagtens kan finde på egen hånd..
Vi nåede kun at komme fra lufthavnen, tjekke ind hvor vi skulle sove og derefter hen og mødes med dem. Det viste sig, at der var 7 og de viste os rundt i byen. Selvom vores indre New Zealand-ur var 5 timer foran, kom vi først i seng kl. 23, men havde en fantastisk aften, hvor vi bla. smagte grise-tarm i suppe og meget mere.. Så glæd jer til næste opdatering. Selvom vi nu kun har været her i et halvt døgn er vi sikre på, at 2,5 uge her i Taiwan bliver fantastiske.. :-)
Klik på understående link og se hvor vi har rejst i NZ. Zoom ind og ud i venstre side..
OBS! Vi har lagt flere billeder op til "Tongariro Alpin Crossing". Hvis du kommer til bunden af siden, kan du bare trykke "vis ældre indlæg".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar