Stine og Jeppe paa eventyr: Arthurs pas

Da vi indså at der ikke var mange dage tilbage at løbe på, skulle vi træffe en beslutning - skulle vi køre (som planlagt) hele vejen ned til Queenstown eller skulle vi skyde tværs over landet til Christchurch? Vi havde på daværende tidspunkt kørt 2.000 km., og vi følte at (for) meget af tiden var blevet brugt på at køre, så vi valgte at skyde genvej over Arthurs pas.

Det viste sig at være en god beslutning, ikke kun fordi Ole, Jeppes far, dermed fik en undskyldning for ikke at springe Bongy jump i Queenstown, men også fordi landskabet var storslået og virkelig smukt.

16 procent lyder måske ikke af meget, men når lastbilerne kører nedad, kører de mellem 5-10 km/t og da vi kørte opad måtte vi ned i første gear for at autocamperen kunne trække op.

Det kan være lidt svært at se på billedet, men i venstre side kører vejen igennem en åben tunnel og derefter under et vandfald. Det første skulle forhindre stenskred, mens det andet skulle lede vandet væk, da der i regnvejr løber betydelige mængder vand ned af bjerget.

Jeppe var blevet udfordret af sin mor og kunne selvfølgelig ikke sige nej til at vandre opad en af de fantastiske bjergskråninger, som omkransede Arthurs Pass Village. Bjergskråningen viste sig at være ganske stejl og mere udfordrende en først antaget, men indimellem var der mulighed for at få et glimt af hvad der ville vente os på toppen. Af og til måtte vi decideret klatre op, hvilket var mere spændende end farligt. Efter knap to timers strabadser åbnede landskabet sig, det tyndede ud i træerne og vi havde en fantastisk udsigt. Vi var ikke ved toppen af bjerget, men trægrænsen var fint til os.

1/3 oppe var det tid til et lille hvil og vi fik en forsmag på hvilken udsigt, der ville møde os, når vi senere ville nå toppen af stien.

Mens vi klatrede op ad bjerget ændrede vegetationen sig. På billedet herunder ses et træ, der er dækket af mos i forskellige farver. Tryk på billedet for at se det i en større udgave.