Wellington

Sidste gang vi var i Wellington, ankom vi sent om aftenen, og brugte ikke tid på at se byen. Vi havde derfor, denne gang, afsat et par dage til at se nærmere på New Zealands hovedstad, der ikke bare er verdens sydligste hovedstad, men samtidig er en af verdens mindste, med kun knap 200.000 indbyggere.

Te papa

New Zealands nationalmuseum som vi har fået anbefalet af mange, som vi har mødt hernede, havde lidt af hvert at byde på. ”Jord, ild og vand” var den udstilling vi var mest optaget af. Her kunne vi lære om vulkaner, oversvømmelser og jordskælv – vi kunne endda prøve et simuleret jordskælv i en lille træhytte, så man kan få en idé om, hvordan det føles. Men for os var det mere déjà vu i forhold til, hvad vi oplevede i Christchurch. Museet indeholdt også udstillinger om nogle af alle de dyr, der er blevet tilført New Zealand fra omverdenen og det gav dermed lidt bedre mening, hvorfor der er så omfattende kontrol, når man skal ind i landet, så man ikke slæber bakterier eller skadedyr med sig. Maoriernes historie og levevis var også på display, men hvad der tiltrak pigernes interesse mest var en udstilling om brude-mode igennem 200 år. :-)

Efter nogle timer på museet var vi blevet møre og fandt en Starbucks, hvor vi kunne få en kop kaffe/kakao.

Cable car

En af Wellingtons berømte turistattraktioner er en kabelbane, der er langt over hundrede år gammel. Efter at være blevet transporteret 600 meter op ad bjergsiden kunne vi nyde en fantastisk udsigt ud over Wellington og den tilhørende havn. Efter en slentretur rundt i den botaniske have, som er beliggende for enden af kabelbanen, fik Jeppe lyst til en klatretur i dette specielle træ. Trods advarsler fra hans far, kravlede han alligevel op. Tro det eller ej, få minutter senere kunne far Ole også spottes oppe i træet.

 Kig godt efter paa billedet herunder, for at finde kravle-nissen. :)